Rørt okse tatar m. syltet rødbede, ristet rugbrød og brøndkarse

Okse tartar.png

Mængden svarer til en stor forret eller en lille hovedret til 1 person

Ingredienser:
Rørt tatar:
130 g. okseinderlår
2 spsk. Syltede kapers
1 stor æggeblomme
1 spsk. mild chili mayonnaise
1 tsk. sennep
2 spsk. Cognac (whisky kan også gå an)
1 håndfuld persille
Godt med salt og peber

”Topping”
1 lille syltet rødbede (skåret i mindre stykker)
1 skive rugbrød (skåret i små tern og smørristet til det er sprødt)
Lidt brøndkarse til pynt

Fremgangsmetode:
Skær kødet helt fint, eller hak det på en kødhakker. Vrid kapers fri for væske og hak fint. Persille hakkes fint. Hæld alle ingredienserne til tataren i en skål og rør grundigt. Konsistensen skal være blød og lind. Juster evt. med lidt mere cognac, æggeblomme, mayonnaise osv. Alt efter smag og behag.
Anret som på billedet eller brug f.eks. den rørte tatar som pålæg til et styk højt belagt smørrebrød.

 Tip: Rør gerne tataren sammen et par timer før servering, så den kan stå og trække smag. Tataren skal spises samme dag som den er lavet, dog kan en eventuel rest anvendes dagen efter som ekstra fyld i frikadelle farsen / kødsovsen / lasagnen / burger bøffen. 

Reklamer

Stegt rødfisk m. gnocchi, blomkål og brunet smør

ingredienser rødfisk blog

Rødfisk, blomkål, gnocchi, butternut..png

 

 

 

 

 

 

Opskriften er beregnet til fire personer.

Ingredienser:
4 stk. fileter af rødfisk
200 g. blomkål i store buketter
100 g. smør
50 g. mandler
1/2 lime
evt. et lille stykke græskar

Til gnocchi:
450 g. skrællede bagekartofler
1 æg
30 g. mælk
130 g. hvedemel

Fremgangsmåde:
Begynd at lave gnocchi. Bagekartoflerne koges godt møre og imens vejes resten af ingredienserne af til gnocchi.

Imens kartoflerne stadig koger, kan blomkålen vaskes og deles i store bukketter og mandlerne hakkes og ristes i ovnen (ca. 10 min. ved 200 grader).

De kogte kartofler moses til fint mos, og imens mosen stadig er varm, blandes resten af ingredienserne i til gnocchi, konsistensen skal være som en lind ‘brøddej’ men uden at klistret til fingrene. ‘Kartoffel-dejen’ trilles til små kugler, som trykkes let med en gaffel, således at de får små riller. De formede små gnocchi ligges på et viske stykke indtil de skal koges.

Smør brunes i en lille kasserolle, rødfisken steges med skindsiden nedad på en varm pande sammen med lidt limesaft, blomkålen steges og gnocchi kommes i en gryde med kogende vand i cirka 2 minutter (de er færdige når de ligger i overfladen på vandet).

Kan fx anrettes som vist ovenfor, med tyndt snittet frisk græskar til.

Tip: Rødfiskens skind er meget tykt, så det er derfor en god ide at ridse skindet inden den steges da stykkerne ellers vil ‘bøje’.